Publiceret: 15/12 2011 13:27 | Opdateret: 15/12 2011 13:29

3F Ungdom: Vi vil ha den danske model på skoleskemaet!

Det er med trist mine de unge i 3F kan konkludere at 55,8% af 3F's medlemmer ikke ved at mindstelønnen er sikret i overenskomsten. Til sammenligning  ved 2/3 af de danske elever i gymnasierne det heller ikke.

"Mange danskere tror at lønnen alligevel stiger hvert år, og at lønnen bliver bestemt ved lov. Det er jo lige så sandt, som at storken kommer med børnene." udtaler formand for 3F Ungdom, Peter Bøgh. "Desværre, kommer den dag nærmere, hvor organiseringsgraden på arbejdspladsen ryger ned på omkring de 20 %, og så er der ikke råd til at forhandle en overenskomst. Så kommer lønstigningen ikke af sig selv!"

Det er med denne baggrund, at de unge i 3F finder det vigtigt, at samfundet får oplyst danskerne om at lovbestemt mindsteløn ikke findes, men at det er arbejdsmarkedetsparter, som i fredelighed indgår et kompromis.

Folkeskolens opgave er at forberede vores børn på arbejdslivet og samfundet. Derfor ser 3F Ungdom gerne at den danske model kommer på skemaet og ind i undervisningen, som en del af samfundsfaget.

"Vi skal være stolte af den danske model. Det er den, som har sikret os det velfærd, som vi har i dag. Arbejdsgiverne, arbejdstagerne og staten er de tre ben vores samfund bygger på. Derfor er vigtigt, at vi giver vores børn den indsigt i samfundet. Hvis ikke folkeskolen kan løfte denne opgave alene, så vil vi gerne række en hånd ud." udtaler Peter Bøgh. 

3F Ungdom opfordrer derfor Børne- og Undervisningsministeren til at gå bekendtgørelsen for samfundsfag i sømmene, og gøre den danske model til en del af undervisningen.