OBS: Du er nu offline

Ungt kokkestjerneskud vinder bronze til World Skills

21-årige Christian Kleinert fra Falsled Kro på Sydfyn kan efter World Skills i Abu Dhabi kalde sig én af verdens bedste kokke. Foran venter nu et års intensiv træning til endnu en prestigefyldt konkurrence.

 21-årige Christian Kleinert under fuld koncentration i køkkenet.
21-årige Christian Kleinert under fuld koncentration i køkkenet.
Af 
 

Han var ikke nervøs under konkurrencen, men i minutterne før det skulle afgøres, hvem der skulle på podiet, kunne Christian Kleinert efter egne ord “nærmest ikke være i sig selv”.

Flere måneders benhård træning skulle afgøres på et øjeblik. Minutterne var lange, men med ét faldt resultatet: 21-årige Christian Kleinert kan med en tredjeplads i World Skills kalde sig én af verdens bedste kokke:

-  Det var kæmpe, kæmpe stort at komme op på podiet og få medaljen om halsen. Minutterne op til blev jeg jo pludselig i tvivl, om de beslutninger, jeg havde truffet undervejs i konkurrencen, var rigtige. Men med en tredjeplads i verden blev presset vendt til en kæmpe forløsning, fortæller Christian Kleinert.

Nu hænger bronzemedaljen om halsen og vidner ifølge Christian Kleinert om, at Danmark “kan finde ud af at lave mad”. 

24 kuverter på tre timer

Christian Kleinert konkurrerede over fire dage mod deltagere fra hele verden i ørkenbyen, Abu Dhabi. Hver dag skulle han servere nylavet mad, i hvad han kalder ‘modul A og B’. Hvert modul svarer til en ret - for eksempel en forret og én hovedret. Den første skulle serveres efter to en halv time, den anden en halv time efter den første:

- Modulerne var mega presset, og jeg skulle virkelig have is i maven, trække vejret og holde hovedet helt koldt, fortæller Christian Kleinert.

Særligt krævende var tredjedagen, hvor den unge kok skulle servere 12 kuverter forretter efterfulgt af 12 kuverter hovedretter en halv time efter. Der var mange krav til retterne. Fra hvordan proteinerne skulle tilberedes, til at saucerne skulle være forskellige:

- Det var en sindssyg opgave, som i teorien ikke kunne lade sig gøre. Men jeg har fået uundværlig hjælp fra mit team hjemmefra. Uden dem havde jeg aldrig kunne nå i mål, siger Christian Kleinert.

Så han gennemførte og klarede serveringen af 24 kuverter på tre timer. Ifølge Christian Kleinert en præstation han er lettet over “aldrig at skulle udføre igen”.

Nye konkurrencer i vente

Op til konkurrencen har Christian Kleinert trænet 36 timer om ugen i tre måneder - og samtidig haft et 37-timers stilling som kok på Falsled Kro på Sydfyn ved siden af :

- Jeg har haft to fuldtidstillinger på én gang. Men nu hvor jeg har fået medaljen, har det hårde arbejde været det hele værd, fortæller han.

Derfor er Christian Kleinert klar til flere konkurrencer. Til december stopper han på Falsled Kro for at starte træningen til den meget prestigefyldte konkurrence ‘Boccouse d’Or’. Her skal han assistere den anerkendte kok, Kenneth Toft-Hansen:

- Fra december skal jeg ikke arbejde, men udelukkende træne sammen med Kenneth i et år. Så må vi se, om vi vinder i januar 2019, siger Christian Kleinert.