OBS: Du er nu offline

Anlægger haver til medaljer

Medarbejdere hos det fynske firma Th. Skov Larsen anlægger haver, planter træer og lægger fliser. I tv-serien "En have i gave" har seks af dem vist, hvad de duer til.

 17-årige Andreas Rytter Olsen (t.v.) og Mads Aadal Møller er glade for at være i mesterlære hos anlægsgartnerfirmaet Th. Skov Larsen.
17-årige Andreas Rytter Olsen (t.v.) og Mads Aadal Møller er glade for at være i mesterlære hos anlægsgartnerfirmaet Th. Skov Larsen.
Af 
 

Nænsomt trækker eleverne hver sin brede trærive hen over den mørke jord. For jordstykket bag huset skal være så plant som muligt, så rullegræsset senere kan blive rullet jævnt og pænt ovenpå.

- Jeg kan rigtigt godt lide at være udenfor og lave nye haver, som kan gøre kunderne glade, siger 17-årige Mads Aadal Møller.

6. marts begyndte han og hans jævnaldrende makker Andreas Rytter Olsen i mesterlære hos Anlægsgartner Th. Skov Larsen. Forinden havde de to fynboer fået et godt indtryk af firmaet under et kortere praktikforløb som nystartede elever på erhvervsskolen Kold College i Odense.

- Jeg synes, firmaet har taget godt imod os elever. Vi får mulighed for at lære noget forskelligt, siger Andreas Rytter Olsen og forklarer, at de efter frokost denne tågede tirsdag skal tilbage og have teori på skolen.

Pligt til at uddanne elever

Anlægsgartner Jens Larsen (forrest) planter grønne stauder og såkaldte storkenæb, der skal blive til en violet bund af blomster.
Anlægsgartner Jens Larsen (forrest) planter grønne stauder og såkaldte storkenæb, der skal blive til en violet bund af blomster. FOTO: Heidi Lundsgaard

Rundt om hjørnet på huset ligger Jens Larsen på sine knæ i et bed og slår huller i jorden med en lille brolæggerhammer. I hullerne planter den 25-årige anlægsgartner grønne stauder og såkaldte “storkenæb”, der skal blive til en violet bund af blomster.

- Firmaet går meget op i at tage elever. Det er helt sikkert positivt. Jeg synes faktisk, at store virksomheder har pligt til at uddanne elever og sikre kvalificeret arbejdskraft til branchen, siger han og peger på, at elever hos Anlægsgartner Th. Skov Larsen kan få erfaring som både såkaldt “grøn” og “grå” anlægsgartner.

Firmaet med i alt cirka 25 ansatte har tre elever.

Klokken ni finder de otte medarbejdere deres madpakker og drikkelse frem til en pause under carporten til et af de fire typehuse. Under pausen kommer en kvinde forbi med en fynsk specialitet – en bradepande med brunsviger.
Klokken ni finder de otte medarbejdere deres madpakker og drikkelse frem til en pause under carporten til et af de fire typehuse. Under pausen kommer en kvinde forbi med en fynsk specialitet – en bradepande med brunsviger. FOTO: Heidi Lundsgaard

Hænderne over hovedet

25-årige Anne Rasmussen var elev i firmaet, indtil hun blev udlært i oktober 2016. Denne tirsdag har hun spændt et par lyserøde snore ud mellem nogle små pæle, så de kantsten, hun sætter til en indkørsel, bliver helt lige. Den ene side skal stå skarpt, mens den anden godt må variere, forklarer anlægsgartneren.

I februar 2016 vandt hun sammen med sin daværende makker Chris det første Danmarksmesterskab i Skills for anlægsgartnerelever. Og i december vandt de to bronze ved Europamesterskaberne.

- Familie og venner havde ligesom jeg hænderne over hovedet. Det var også en stor oplevelse for dem. Og fra kollegerne har jeg fået skulderklap, siger Anne Rasmussen.

- Det giver stolthed. Anerkendelsen var vigtig for mig og over for andre, fordi jeg var den eneste kvinde i min klasse, som var grå anlægsgartnerelev. Det viste, at jeg ikke var endt på den forkerte hylde, siger hun.

- Det fede ved Skills er, at der kommer fokus på erhvervsuddannelser. Det giver unge mennesker noget at se op til det. Nogle er bedre til at bruge sine hænder end til at læse, siger anlægsgartner Anne Rasmussen
- Det fede ved Skills er, at der kommer fokus på erhvervsuddannelser. Det giver unge mennesker noget at se op til det. Nogle er bedre til at bruge sine hænder end til at læse, siger anlægsgartner Anne Rasmussen FOTO: Heidi Lundsgaard

Kreativitet og kvalitet

Ved siden af hende arbejder den 34-årige anlægsgartner og tillidsrepræsentant Kasper Hansen, der har været ansat i firmaet i seks år. Han styrer projektet med at anlægge haver og lægge natursten i forskellige farver rundt om fire nybyggede huse, som et byggefirma vil bruge som udstillingshuse. Han har sammen med en kollega i en måneds tid arbejdet på opgaven på arealet i Søhus, hvor Odenses gamle gartnerskole tidligere lå.

- Det er fedt at komme ud til en plørepøl og få noget til at se godt ud ved at arbejde med naturen. Det er spændende at være kreativ, når vi for eksempel arbejder med sandsten, klinker eller granit, siger tillidsrepræsentanten, der også er medlem af bestyrelsen hos 3F Odense GOPS. 

Anlægsgartnerne skal anlægge haver og ligge natursten i forskellige farver rundt om fire nybyggede huse, som et byggefirma vil bruge som udstillingshuse.
Anlægsgartnerne skal anlægge haver og ligge natursten i forskellige farver rundt om fire nybyggede huse, som et byggefirma vil bruge som udstillingshuse. FOTO: Heidi Lundsgaard

Hans makker gennem den seneste måned, 40-årige Christian Linde Johansen, er i gang med at løfte to meter lange stykker af sammenrullet rullegræs fra en trillebør til et jordstykke bag et andet af de fire forskellige typehuse. Anlægsgartneren har siden marts 2016 arbejdet hos Anlægsgartner Th. Skov Larsen, hvor han er sikkerhedsrepræsentant. Han fortæller, at 10 medarbejdere hos firmaet for nylig har været på et ergonomikursus:

- De er gode til at sende os på kursus. Virksomheden går op i vores arbejdsmiljø, og vi får udleveret en pakke med udstyr såsom sikkerhedssko, briller, hjelm og høreværn. Der mangler ikke noget, siger sikkerhedsrepræsentanten og påtaler venligt, at Fagbladet 3F’s udsendte journalist og fotograf går rundt på arbejdsstedet i gummisko - og ikke som behørigt i sikkerhedssko. 

De ruller, som Christian Linde Johansen løfter, er knap to meter lange og skal rulles ud til en græsplæne bag et af husene.
De ruller, som Christian Linde Johansen løfter, er knap to meter lange og skal rulles ud til en græsplæne bag et af husene. FOTO: Heidi Lundsgaard

De sammenrullede stykker med rullegræs ruller den ene af firmaets fem kvindelige anlægsgartnere, 33-årige Tina Andersen, ud. Derefter ligger hun sig ned på sine knæ, som er beskyttet af indbyggede puder i arbejdsbukserne. Med en lille orange sav saver hun rullegræsset over, så det bliver snorlige.  

- Vi går meget op i finish. Kunderne betaler mange penge for vores arbejde, og så skal det se ordentligt ud. Det er vigtigt for både os og virksomheden, siger Tina Andersen.

- Når det ser godt ud, får vi sommetider ros fra kunderne. Det er dejligt at få at vide, at ens arbejde er lavet godt, siger anlægsgartner Tina Andersen.
- Når det ser godt ud, får vi sommetider ros fra kunderne. Det er dejligt at få at vide, at ens arbejde er lavet godt, siger anlægsgartner Tina Andersen.