OBS: Du er nu offline

Flere unge må nøjes med helt korte praktikaftaler

Korte aftaler på få måneder har vundet indpas, når unge i skolepraktik skal ud og stå i lære på en virksomhed.

Bygningssnedkereleverne Kræsten Rasmussen og Matthew Wright begynder i denne uge et tre måneders langt praktikforløb hos en mester.
Bygningssnedkereleverne Kræsten Rasmussen og Matthew Wright begynder i denne uge et tre måneders langt praktikforløb hos en mester.
Af 
 

27-årige Kræsten Rasmussen og 30-årige Matthew Wright er glade bygningssnedkerlærlinge. De begynder i denne uge i en tre måneders delaftale hos en større tømrervirksomhed, hvor de skal ud og prøve kræfter med “det rigtige arbejdsliv”.

Forinden har de tilbragt godt en måned på NEXT’s praktikpladscenter i Herlev. Her har de været i såkaldt skolepraktik, fordi der er mangel på lærlingepladser ude på virksomhederne. I juli manglede der 12.440 på landsplan - af dem var 182 bygningssnedkere.

- Jeg glæder mig sindssygt meget til at komme ud og mærke, hvordan branchen fungerer og blive en del af et sjak - lære at indgå på en arbejdsplads, siger Kræsten Rasmussen.

Der kommer flere delaftaler

At de to unge mænd kun sluses ud i en delpraktikaftale, er karakteristisk for den seneste udvikling. Delaftaler vinder nemlig stadig mere indpas.

Den seneste opgørelse for juli 2017 viser, at der i årets første halvår var indgået i alt 1.792 delaftaler. I 2016 blev der i alt indgået langt over 3.500 delaftaler, mens det tal kun lå på godt 1.200 i 2012, viser årsstatistikken for 2016.

Delaftaler er indført for at imødekomme, at ikke alle virksomheder tør binde an med en lang og “rigtig” lærlingeplads. Eleven er stadig tilknyttet skolepraktik, mens delaftalen gælder.

Sådan er det også på praktikpladscentret i Herlev.

- Efter sommerferien stod vi til at skulle modtage 160 elever. Af dem dukkede cirka 80 op - resten forlængede deres aftaler med virksomhederne. Nu er vi helt nede på 20 tømrere. Resten er kommet ud i delaftaler, kortaftaler eller restaftaler med virksomheder. Og murerne har vi slet ingen af. Der er gang i hjulene ude i virksomhederne, siger centrets uddannelsesleder, Klaus Bernsen.

Virksomheden overtager forpligtelserne, mens de unge er i en delaftale - for eksempel de tre måneder, som Kræsten Rasmussen og Matthew Wright begynder på nu.

- Det har været svært at skulle søge praktikplads og møde op på adressen og sige “hej, her er jeg med min ansøgning”, mens folk er i gang med at skylle morgenkaffen ned. Og når man som jeg er førsteårselev, har jeg heller ikke haft noget netværk. Men nu glæder jeg mig til at komme ud og opleve noget, siger Kræsten Rasmussen.

En baggrund som arkitekt

Engelskfødte Matthew Wright er oprindeligt uddannet arkitekt. Men det blev for meget computer og projektarbejde. Efter arbejde i Afrika, hvor han blandt andet lavede møbler i træ sammen med lokale tømrere, fandt han ud af, at det var dét, han havde lyst til at stå op til om morgenen:

- Jeg vil gerne skabe ting. Og jeg tror, at arbejdsgiverne er ved at få øjnene op for, hvad bygningssnedkerne kan. Nu glæder jeg mig til at skulle ud og vise, at vi kan noget med både grundigheden og detaljen. Man bliver lidt rastløs her på praktikpladscentret, siger Matthew Wright.

Der er også et men

I 3F glæder det forbundssekretær Søren Heisel hver gang et ungt menneske får en fod inden for på en virksomhed.

- Og det er jo rigtigt godt, at praktikcentrene mange steder er nærmest tømte. Men det, der ikke er så godt, er, at de unge ikke kommer ud i en ordinær uddannelsesaftale. De er i stor stil ude i for eksempel små delaftaler. Det er ikke godt nok. Skolepraktikeleverne skal i langt højere grad ud i restaftaler, der indbefatter resten af deres uddannelse, mener Søren Heisel.

Ved trepartsaftalen sidste år blev det aftalt, at en elev kun må være i en delaftale hos samme virksomhed én gang. Dermed forsøgte parterne og regeringen at dæmme op for den store vækst i delaftaler.